Liv Levet

Denne her er måske lidt skrap, men vi har også brug for et slag over hænderne en gang i mellem.

For snart to år siden omkom en pige pga. en ulykke i et basin. Hun druknede. Hele byen, som er den jeg bor i, gik amok og halvdelen af byens unge mennesker var pludselig bedste venner med denne pige og havde travlt med at sørge over hende. Den sidste del, af sidst nævnte, er en god ting. Huske en pige for hvem hun var og hvad hun gjorde og nu sørge over hendes bortkommelse. Men hun blev, som så mange andre, glemt. Jeg skal ikke sætte mig i skoene på alle dem der påstod at stå hende nært, men I var for mig at se det, en anelse overfladiske. Opmærksomheden faldt på jer når I skulle trøstes og I vidste I var gode mennesker når I savnede denne uheldige pige, i stedet for at opmærksomheden faldt på hende. Jeg selv var mere anonym. Jeg vidste ikke hvem hun var. Jeg kendte hende på fornavn pga. nyheder overalt. Jeg anede ikke hvordan hun så ud. Og jeg ved, at mange af de andre var i samme båd som mig, men alligevel havde behov for at savne og sørge. Jeg synes det er trist når en pige dør på en så tragisk måde. Ja, når hvem som helst dør på en hvilken som helst måde, er det sørgeligt. Vi har en funktion i hjernen der gør det muligt at fortrænge - ja, glemme - de dårlige ting vi har oplevet i vores liv. Men jeg spørger mig selv, er det overhovedet en god idé? Selvom det føles forfærdeligt at sidde og tænke tilbage dem vi mistet tror jeg, at det er sundt at savne. Sundt at vide, at nogen du holdte af og nogen der har gjort en forskel for dig, engang var her. Så tag dog et billede. Se på det, længe. Og husk. Husk tilbage på dengang I spiste en is sammen eller var i svømmehallen sammen. Se tilbage på alt det gode og alt det dårlige og tag det med jer. Lad være med at spilde tiden på at sørge og have travlt med hvor dårligt I har det, nu hvor de ER væk. Men se tilbage på det der var godt ved dem og det vi ønsker vi havde med dem nu. Skulle det nogensinde ske du mistede 1000 venner ved jeg med mig selv at jeg hellere vil sidde og kigge på dem og savne dem, end jeg vil græde snot over at nu er de væk, nu er løbet kørt.  Alle siger vi skal leve i nuet, men jeg synes vi skal huske at se tilbage og tage det med os, og lige så snart en der står os nært dør, giver vi op på os dem såvel som os selv, men hvorfor?

Prøv det.

Jeg er træt af det. Ja, bekymring. Så sent som i morges, som så mange andre morgener, sad jeg i toget på vej til arbejde. En kupé fra mig vandre en mand rundt i ‘dør-lokalet’ og ryger og ser meget nervøs og uoplagt ud. Det slår mig om nu ikke han er terrorist, det kunne jo være. Toget kører jo forbi Nørreport og København H og han er en stor mand. Den mave der kunne sagtens være en bombe. Jeg kunne ikke lade være med at skræmme mig selv. Han kiggede bange rundt om sig og fik ind i mellem øjenkontakt med mig hvor jeg selv, efterhånden halv-forskræmt, kigger væk og håber på han ikke har fået færden af mig. Der er altid bekymringer og jeg tænker ofte over hvordan i aller helvede vi slår knude på dem. Bekymringen om, om man nu gør sit arbejde ordentligt, så man slipper for at få sparket. Bekymringen om, om kæresten elsker én ligeså meget som man elsker ham/hende. Bekymringen om penge og ikke mindst bekymringen om døden. Nogle jeg ikke selv har formået at slippe af med og samtidigt tvivler på, hvor mange andre der har. Jeg leder i desperation efter kuren på sygdommen ‘bekymring’ og bekymrer mig i ro om, hvem der nu kan lide denne blog?

I dag har jeg valgt at fokusere på de mere simple ting. Hvad der sker i min hverdag. I det her tilfælde er det tirsdag, det kunne  være onsdag, det kunne være mandag, ja sågar torsdag, men idag er det tirsdag. Hvorfor vil I dog vide hvad jeg går og observere, det aner jeg ikke, men jeg håber lidt på at nå til en pointe! Dagen starter ud med skadefryd. Jeg sidder i bussen på vej til arbejde og som det en sjælden gang imellem sker, stikker en kontrollør lige hovedet ind for at se om alle nu følger loven. Han passerer mig, som sidder midt i bussen og af en eller anden grund jeg ikke kender til, andet end at have det sjovt på andres bekostning, kigger jeg nysgerrigt, men diskret, efter ham, for at se hvem der får kniven. Han stopper op helt bagest i bussen og hiver sin fikse computer frem. Ond som jeg er, ler jeg lidt for mig selv og kigger ud af vinduet.

Arbejdet går sin gang. Da jeg arbejder lige i nærheden af Gentofte Sygehus, som har en tilhørende psykisk syge afdeling, træder en mand ind af døren. Han har nogle problemer, men de problemer han har gør ham helt ufarlig, faktisk vil han gøre alt der står i hans magt for, at hilse på folk. Han møder en ældre herre i døren og hilser på ham. Den ældre herre spørger ham hvorfor han dog vil hilse mens den psykisk syge mand bare smiler og svarer: “Jeg vil bare gerne hilse”. Den ældre herre vrisser hurtigt og går ud af butikken med lange skridt. Han hilser herefter på mig og køber en kakao, hvortil det ligner han laver nogle ritualer efter hver tår.

Samme dag læser jeg ligeledes en artikel om hvorvidt X-Factor er en mobbecentral, når de viser klip af børn der langt fra kan synge. Der er ikke så meget at sige til det, ungerne har selv meldt sig.

Så kom der et indslag i radioen om cigaretternes nye priser. Omtrent 3 kr. ligger prisstigningen på. En herre udtaler så i indslaget at; “nu vil jeg nok skære lidt ned”, hvor jeg tænker, hvorfor fanden kommer du først til at tænke på at skære ned, når en ellers så lille prisændring sætter ind og ikke når du får at vide du mister liv på det?

Sidst, men ikke mindst, er der jo også en bustur hjem. På denne observerer jeg en mand der sidder i modsatte side af mig og sidder diskret og nipper til en øl. Da jeg synes det er meget småligt af buschauffører at tvinge folk til ikke at drikke/spise i bussen, tænker jeg ikke så meget over det og lytter lidt intenst til musikken i mine ører. Jeg drejer da hovedet igen og opdager hvordan han propper de tomme flasker ned ved siden af sædet. Der kobler jeg fra. Jeg siger ikke noget til ham, det tør jeg sgu ikke, men bliver helt vred da jeg tænker, hvis du virkelig skal overtræde denne regel om ikke at måtte medbringe mad og drikke i bussen, kan du da for helvede i det mindste tage dit lort med dig igen, når du går.

Er jeg virkelig den eneste der tænker alle disse tanker? Det var min pointe. Ligner din dag, min dag, eller omvendt? Er vi slet ikke så forskellige som vi går og tror. Lad os se hvordan onsdag bliver.

Ja. Lige et hurtigt indlæg inden jeg hopper på bussen.

Kurt Westergaard gjorde efter min mening ikke det rigtige ved at efterlade sit barnebarn i stuen. Desuden læste jeg i Ekstrabladet at en psykolog havde tolket hans reaktion som helt normal og der var vel ingen tvivl om, at han havde tænkt på barnebarnet da han så VAR ude i sikkerhedsrummet. Hvad er det for noget røv. Uanset om han tænker på det før eller efter løber du af alle verdens krafter ud efter dit lille barnebarn, for alt i verden lad dog hende komme før dig!

Det er i sandhed surt at hedde Kurt

Et meget populært spørgsmål, men jeg ser det med et par eller tre andre øjne. Facebook. Facebook er efterhånden blevet vores talerør til resten af Verden (hovedsageligt ens 327 venner + de 4 man har ignoreret fordi de har mobbet én engang). Der er et utal af grupper og fan-sites på Facebook, alle sammen skildrer og argumenterer for noget forskelligt. For at finde ud af hvad vi føler og hvilke dele vi vil offentligøre overfor alle de andre, går vi på Facebook. Uden at stå med en klump i halsen, i en akavet samtale med den kønne pige fra klassen, kan hun finde ud af det når man har meldt sig ind i gruppen “Alle dem der synes Katty er lækker!!!?!?!??!?!”. Ligeledes behøver man ikke længere sige til sin kæreste man savner ham/hende, man melder sig bare ind i “ALLE DEM DER SYNES DET ER NEDERN AT VÆRE LANGT VÆK FRA DEN MAN ELSKER <3″. Sådan bliver det ved. Alt er dækket, skuespillere, politik, sex, sprut, rygning. Vi deler os selv op i små dele på facebook og finder hurtigt ud af at Palle, klassekammeraten man aldrig fik snakket med, er bøsse og deltager i “Gay Parade anno 2010″. Alt hvad vi gør skal lige filtreres på Fjæsbogen, som den populært hedder. Ingenting kan foregå fra ansigt til ansigt og vi skaber hver især vores personligheder, enten ved at lyve eller være så hudløst ærlige, man bider læben til blods i det man skriver det. Uanset hvad er det nok på tide jeg melder mig ud af “Alle dem med en gun på over 30 cm” og “Alle dem der kan drikke 7 flasker sprut på en time”.
Vi er hinandens nikkedukker og vi er lige dem, de andre gerne vil se vi er. 300 millioner finder det genialt, jeg kalder det overfladisk.

Indenfor det sidste korte stykke tid er det lykkedes mig at finde to mobiltelefoner, der tilhørte nogen der havde glemt dem. Begge gange er det lykkes mig at returnere dem til ejerne som takker uendeligt meget. Men det er ikke pointen i at finde telefonen. Jeg har 18 år på bagen og vi snakker alle sammen meget om at man skal ‘finde sig selv’. Specielt som teenager. Jeg har de sidste fem år fokuseret meget på at forme en identitet, sådan så jeg havde de rette politiske holdninger, havde en bestemt livret, en bestemt musiksmag og sågar en mening om hvordan alt er stykket sammen her i tilværelsen. Mange af tingene er relativt simple. Med mors frikadeller og et album fra Morten Breum går man aldrig helt galt i byen, men er det ensbetydende med at man har en identitet der passer dertil? Som sagt har det taget mig godt og vel 5 år, at stykke mig selv sammen. Men jeg tror jeg er forkert på den. Og her kommer mobiltelefonen ind i billedet. Når jeg finder en mobiltelefon der ikke tilhøre mig, skrider jeg hurtigt til handling. Dette tror jeg også sker med min identitet. En dag slår det en, at ens opfattelse af nogen forskellige ting, egentlig ikke var så logiske, som man havde gået og troet hele livet. Men hvem ved hvor det kan bringe mig hen, mon jeg en dag får en findeløn så jeg kan købe mig et electro hit på iTunes og noget frikadelle fars i Irma.

Det er så nemt at sige. “Jeg skulle have gjort sådan, dengang for 10 år siden”. Og det har jeg også tænkt mig at gøre. Endnu en aften er gået med en prædiken om, at det jeg gør som arbejdende, istedet for skolegænger, er forkert. Ligeledes det at ryge cigaretter og også cannabis når det værste når på sit højeste. Og jeg fortryder det ikke - endnu. Det kan godt være jeg i fremtiden vil sige til mig selv og min familie, ‘I havde sku ret, jeg skulle ikke have gjort nogle af delene’, men føler samtidig også uretfærdighedens klamme hånd, når de ikke giver mig lov til at lære for mig selv. Om det inkludere et par fuck-ups er jeg ikke et sekund i tvivl om, men vi er alle vore egne lykkes smedje. Jeg er træt af at vi alle skal have banket en bestemt dagsorden ind i hovedet og mildest talt får at vide, at der kun er en måde at gøre tingene på. Én rigtig og tusinder af forkerte. Spørger I mig mener jeg ikke der er noget hverken rigtig eller forkert. Nærmer noget man som individuel person har lyst til. Og gør det. Gør det der gør dig glad, ikke mor og far, ikke dine søskende, men dig. I sidste ende vil det også smitte af på dem.

Jeg oplevede noget ‘michael’-igt (omskrivning af ‘mærkeligt’) i dag. Efter en hård weekend, hvor følelsen vi alle kender af, at alt går imod en, har plaget mig konstant, gik jeg med oprejst pande tidligt på arbejde i morges. Da jeg havde forlagt trøjen til min uniform måtte jeg fremvinde det første og det bedste. Det blev til en skjorte (egentlig til piger) og et navneskilt tilhørende Michael (hvem ikke er mig). Dagen går som alle andre, ind til et ældre ægtepar træder ind ad døren på den tankstation jeg nu engang arbejder på. De skal have nogle batterier og jeg behandler dem pænt og ligeledes giver de mig den fornødne respekt. Her klikker den så af. Tilfældigvis har de et barn der hedder Michael (også stavet på akkurat samme måde) og begynder nu at rose mig for “mit navn”.  Jeg gør mit bedste for at holde blodet væk fra kinderne og smiler bare og siger tak, men det vil ingen ende tage. De bliver ved med at kommentere det ene og det andet med et smukt navn til en pæn ung mand og jeg står bare og nikker og er ved at bryde sammen af grin. Alligevel gør jeg det ikke. Jeg har nok respekt til ikke at ødelægge deres billede af mig, som Michael, for ellers ville de blive forlegne.

Efterfølgende kom jeg så til at tænke på at det ikke bliver så sjov næste gang de kommer. Der hedder jeg lige pludselig ikke Michael mere.

NU går det sku for langt. Jeg gider ikke virke som en klam, kvindesympatisk røvslikker, men Iran strammer altså garnet og kværker i den grad barnet. Et nyindført forbud siger, at mannequin dukker skal dækkes mere til. De skal nu også bære tørklæder og have dækket ben til. Oven i hatten stopper politiet nu også folk på gaden for at have vestlige hårsætninger.

Hvad bliver det næste? Forbud mod at læse Woman?

Læs hele artiklen: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2009/09/…

Tøger for hele, hule helvede. Hvad blev der af dig?

Gennem hele “Jæger”-sagen står du op, som den mand du er,  og kæmper og retfærdigører din sag, med eller uden lovens enighed. Uanset hvad, er det ikke manddrab, så det ser jeg gerne gennem fingre med, men så er sagen ved at være ved vejs ende, du vandt en retssag og sidder tilbage med samvittigheden i behold (næsten altså). Nu står den bare mellem dig og forlaget.

Som du klogt sagde i dit indslag på TV2-News, skulle du indgå en helt almindelig aftale med forlaget om, hvordan I skulle komme overens ovenpå sådan en tur. Som sagt, klogt, men fandme ikke det vi vil se! Du skulle have råbt News-værten i hovedet, “Rend og hop skide svensker, (vi ser bort fra han egentlig ikke er svensker, men det lyder godt) jeg skal fandme ikke kues af sådan en flok sterile abehoveder! Jeg skriver det jeg vil og så må I smide mig i fængsel for det! Så kan jeg komme på gensyn med Tonni og Brian!”

Men nej. Du skuffede. Husk det lige til næste gang! Dog må jeg ikke undlade at sige at du kom godt fra start